Opskrifter: Halloween
Til halloween må man gerne lege med maden samt lave skræmmende og gyselige kreationer. Vi har samlet de bedste idéer til (u)hyggeligt mad, som børnene let kan være med til at lave i det salte og søde køkken. Der er smagsgaranti, da det er børnenes favoritter som pizza, æbler, skumfiduser og mandariner i en uhyggelig forklædning. Der er også en opskrift på græskarsuppe pyntet med et farligt flot spindelvæv – uhyggeligt pynt er ikke ensbetydende med, at ungerne vil smage – men det hjælper!
Pizzamumier
Det skal du bruge: Pitabrød, revet ost, tomatsovs og oliven
Sådan gør du:
Brug et pitabrød som pizzabund
Smør med tomatsauce, og pynt minipizzaen med jeres favoritfyld
Dæk fyldet med tynde strimler af ost og to olivenskiver som øjne
Varm pizzaen i ovnen ved 220 °C i ca. 10 min.
Mandarinmonstre
Det skal du bruge: Mandariner og maling
Sådan gør du:
Små børnehænder har svært ved at skære de store græskar ud til skrækkelige væsener. I stedet kan de mindste dekorere mandariner eller appelsiner med tusch eller maling. Hvad med at lave en hel monsterfamilie med småbitte mandarinbørn og kæmpestore græskarforældre? Kun fantasien sætter grænser!
Æbledyr fra det ydre rum
Det skal du bruge: Æbler, peanutbutter eller nutella, små skumfiduser og tandstikkere
Sådan gør du:
Skær et æble i tynde både
Smør den ene side med et tykt lag peanut butter eller nutella
Sæt en række skumfiduser som tænder mellem æblestykkerne, og slut af med at sætte to skumfiduser på tandstikkere som øjne
De sorte prikker i øjnene kan du eksempelvis lave med spiselig tusch eller en lille lakrids.
Græskarsuppe
Det skal du bruge (4 personer): 800 g græskarkød uden kerner, 1 stor kartoffel, 1 løg, 3 fed hvidløg, 1 lille knold ingefær, ½ rød chili, 1 spsk. olivenolie, 1 l grøntsagsbouillon, ½ dl piskefløde, 1 økoappelsin, 1 bundt koriander, 2 dl yoghurt naturel, 1,5 % samt salt og peber. Brød som tilbehør
Sådan gør du:
Skræl græskarret, flæk det, og grav kernerne ud med ske. Skræl kartoflen og skær græskarkødet og kartoflen i grove tern. Pil løg og hvidløg og hak begge dele groft. Skræl og hak ingefæren og hak chilien (husk handsker)
Varm en gryde op med olivenolie og steg løg og hvidløg i et par minutter. Tilsæt ingefær og chili, og steg et par minutter til, inden du tilsætter græskar og kartoffel
Steg det hele sammen i yderligere nogle minutter, og hæld så bouillonen ved. Lad suppen simre under låg i 20-25 min., til alt er mørt. Hæld fløde ved, og lad suppen komme i kog. Tag gryden af varmen og blend suppen helt jævn
Smag til med frisk appelsinsaft, salt og peber. Bland finthakket koriander med yoghurt, og servér brød og koriander-yoghurt til suppen
Spindelvæv i supper:
Hæld forsigtigt en tynd stråle yoghurt over suppen i et spiralmønster. Tag en tandstik og træk streger gennem suppen fra midten ud til kanten.
Halloweenpizza
Børnenes favoritpizza kan så let som ingenting forvandles til en festlig og farlig halloweenpizza med spøgelser og edderkopper.
Sådan gør du:
Spøgelser:
Brug en god, fast smelteost som f.eks. mozzarella. Skær osten i tynde skiver og skær spøgelset med frihånd eller brug en udstikkerform. Skær små stykker oliven ud som øjne og mund
Edderkopper:
En halv oliven udgør kroppen, og benene får du ved at skære den anden halvdel i tynde skiver. Pynt pizzaen, lige inden du bager den i ovnen
Knasende spøgelsesmarengs
4 personer
Det skal du bruge: 4 æggehvider, 200 g flormelis og 1 tsk. majsstivelse
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 115 grader (ikke varmluft)
Pisk æggehviderne stive og sigt forsigtigt flormelis i lidt ad gangen. Bland majsstivelse med 2 spsk. flormelis og vend det i massen. Fyld marengsmassen i en sprøjtepose og sprøjt passende klatter ud på et stykke bagepapir på en bageplade
Bag spøgelserne i ovnen i ca. 60 min., til de er let lysebrune i toppen. Når de er kølet af, kan du lave øjne og mund med lidt glasur eller smeltet chokolade.
Børnevenlig bøhmand-kage
Sådan gør du:
Bag familiens yndlingsbradepandekage og brug den som bund
Kagen kan bages i god tid og tages op af fryseren på dagen
Skær kagen ud i passende stykker og hæld en tyk, hvid glasur af flormelis og vand over stykkerne
Pynt skumfiduser med små stykker af lakrids som øjne samt mund og sæt ‘hovederne’ fast i den våde glasur.