Bliv inspireret til din æblefavorit her, hvor Jacob Lionett, vinder af Masterchef 2019, guider til efterårets æbler.
Jacob Lionett
Jacob er 35 år, og arbejder som pensionschef i Danica. I år fik han dog samtidig mulighed for at prøve sine madkundskaber af på tv i Masterchef. Det gik så godt, at han vandt Masterchef 2019! Jacob bor i Dronningborg med sin kæreste Julie og to børn, Jonathan på 7 år og Jolivia på 4 år.
Æbletærte à la Jacob
“Min yndlingsopskrift med æbler er helt sikkert æbletærte. Den er superlet at lave og smager fantastisk – den er sød, syrlig, sprød og blød på samme tid. Æbletærter kan laves på mange forskellige måder, men her er en opskrift på en af mine favoritter til 6-8 personer.” – Jacob
Dej:
165 g smør
140 g sukker
185 g mel
1-2 æg, afhængigt af størrelsen
2 tsk. bagepulver
Bland smør og sukker, til det er en blød masse, tilsæt æg, og rør det godt sammen.
Kom mel og bagepulver i blandingen. Smør en tærteform (ca. 26-28 cm), og spred massen ud i et jævnt lag.
Forbag den på 190 grader i ca. 10 min. (den skal blive gylden i overfladen).
Fyld:
2 æg
90 g sukker
2 tsk. vaniljesukker
2 dl cremefraiche
2-3 æbler
Sådan gør du:
Æg og sukker piskes godt sammen til en luftig masse, tilsæt creme fraiche (skal vendes i, IKKE piskes).
Hæld blandingen over den forbagte bund. Skær æblerne ud i skiver på ca. 2-3 mm., og fordel dem ud over tærten.
Bag tærten ved 190 grader i ca. 35-40 min. Æbletærten kan spises både kold og lun. Hvis du lader den køle af, kan du pynte den med flormelis.
I magasinet kan du også finde:
5 forberedelser til din have i september
Interview med to håndbold entusiaster fra Randers
Bolignyheder for under 500 kr.