Andreas Svoldgaard, 25 år, spiller venstre fløj i Randers HH. Han bor i Randers med kæresten Pernille og datteren Clara

Interview: Jeg ville gerne være sneet inde hver jul

De allerbedste juledage er ind­hyllet i tyk, blød sne, hvis det står til Randers HH’s venstre fløj, Andreas Svoldgaard. Tiden skal bruges til for­dybelse, familie­hygge og god mad, men for en håndboldspiller i den bedste liga står julemenuen også på intervalløb og styrketræning.

De glitrende decemberdage lurer lige rundt om hjørnet, og vi kan næsten allerede dufte brunkagerne i ovnen og høre julemelodierne spille på gader og stræder. Men hvornår rammer julestemningen, hvis du bruger størstedelen af din tid i en fugtig håndboldhal? 

“Min kæreste kommer tidligt i julestemning, så jeg følger automatisk lidt med hende, men ellers rammer den mig først, når jeg bliver mødt af julepynten i butikkerne, og jeg begynder at købe de første julegaver,” fortæller Randers HH’s flyvende venstre fløj og knivskarpe straffeskytte, Andreas Svoldgaard.

Den 25-årige håndboldspiller bor i Randers med sin kæreste og deres lille datter på fire måneder, så imellem driblinger, scoringer og harpiks-beklædte bolde skal der i december
måned selvfølgelig også være plads til den harpiks, der klistrer sig til juletræets rustikke stamme. Julen handler jo om at være sammen som familie, og i Andreas Svoldgaards øjne er en ægte jul et spørgsmål om sammenhold. Nøjagtig som succesen på håndboldbanen også kræver, at holdet arbejder sammen mod et fælles mål – og har det godt med det.

Der er kun én jul

Juleaften er kulminationen på den stemning, som er opbygget gennem hele december måned, men julen er også meget mere end det, mener Andreas Svoldgaard.

“Julen er den bedste tid på året. Jeg værdsætter den danske kultur med hygge og samvær højt. Men det gælder hele julen og ikke kun juleaften. Jeg er faktisk mere til 1. og
2. juledag. Juleaften er rigtig hyggelig, men der er bare noget ved de efterfølgende kolde vinterdage, hvor vi får kaffe og snaps, og går en tur i skoven. Og så skal der helst være sne,
for der er kun én jul, og det er hvid jul.”

Sne skal der til for at ramme det perfekte billede af jul, hvis du spørger Andreas Svoldgaard, som fremhæver en ganske særlig juleferie med familien, hvor de var sneet inde:

“Jeg var ikke særlig gammel, og det var hjemme hos mine forældre, før de blev skilt. Det var et af de år, hvor jeg for alvor blev bevidst om julen. Min far var klædt ud som julemand, og det hele var bare helt vildt
spændende dengang.”

Men behøver der være så meget sne?

“Jeg ville gerne være sneet inde hver jul! Det skaber noget fordybelse. Det inviterer til at hygge sig i nuet i stedet for at have tankerne alle mulige andre steder, for det er fysisk umuligt at flytte sig. Det handler om at holde jul med hinanden og ikke for hinanden.”

Ras_mag_0616-Interview-2016-Screen-Shot-2016-10-11-at-16.42.06-copy Interview: Jeg ville gerne være sneet inde hver jul

Randers HH sikrede sin oprykning i håndboldens bedste række, 888ligaen, i foråret 2016.

Traditionerne er skåret i konfekt

Andreas Svoldgaard lægger ikke skjul på, at det kan være svært at holde traditionerne ved lige, efter at han flyttede hjemmefra for nogle år siden. Men der er særligt en af juletraditionerne, som har betydet meget.

“Jeg har altid værdsat den hjemmelavede konfekt. Det er vildt hyggeligt at lave sammen. Vi sad altid hele familien rundt om spisebordet, hvor den ene rullede nougat, den anden marcipan, og den tredje lavede mandelgaven til juleaften.”

Juleaften i håndboldspillerens familie starter allerede ved 16-tiden, hvor alle hjælper til, hvis der skal pilles kartofler eller gemmes gaver under træet. Efter julemiddagen, der traditionelt består af and og flæskesteg, står den på gaver, og derefter serveres risalamande efterfulgt af pakkeleg.

Julen i år bliver ekstra speciel, da det er første gang, Andreas Svoldgaard nu kan holde jul med sin egen lille familie – med kæresten Pernille og datteren Clara. Og der er vist ingen tvivl om, at fokus kommer til at ligge på den mindste størrelse. Derfor overvejer han også allerede, hvilke traditioner han gerne selv vil føre videre. Ud over den hjemmelavede konfekt, altså. Og, nå ja, store mængder lækker julemad.

“Det vigtige element er, at vi gør tingene sammen,” konstatererer han hurtigt.

Atter er det sammenhold og samarbejde, som er nøgleordene – også i julen. Men selv om Andreas Svoldgaard også nævner, at juletræet skal pyntes i fællesskab, så må han alligevel bøje sig … I parrets fælles lejlighed er det nemlig Pernille, der lige nu tager sig kærligt af pyntningen, da juletræet godt må afspejle julens trends.

“Når man bor med en moderigtig kæreste, skal det jo helst være de helt rigtige farver, der skal bruges. For mig er det bare vigtigst, at det er vores træ,” fortæller han med et smil på læben.

FAKTA OM RANDERS HH

Randers Herre Håndbold er et eliteprojekt for herrehåndbold i Randers. I 2006 valgte de fire største klubber i Randers-området at samle de bedste spillere under et fælles eliteprojekt, som i dag er Randers HH. Og det er den seriøse talentudvikling i klubben, der skal skabe de gode resultater.

I foråret 2016 sikrede Randers HH sin oprykning i håndboldens bedste række, 888ligaen.

Juletid er træningstid

Konfekt skal der til, men for meget konfekt dur ikke. For selv om julen er en sukkersød tid, hvor hyggen og den gode mad ligger højt på prioriteringslisten, skal du som professionel håndboldspiller holde formen ved lige, så kroppen er klar til flere fysisk hårde ligakampe i det nye år.

“Vi får nogle strikse træningsprogrammer af vores fysiske træner, hvor både styrke- og konditionstræningen er skrevet ned i detaljer. Så der står, hvordan og hvor meget vi skal træne uge for uge,” fortæller Andreas Svoldgaard.

Han forklarer, at programmerne bliver målrettet de enkelte spillere, alt efter hvilken position de spiller på banen. Som fløjspiller træner han naturligvis på sin hurtighed med en masse intervalløb.

Men juletræningen er ikke noget, der generer Andreas Svoldgaard, der kalder sig selv for “en nørdet håndboldspiller”. Hans hjerte ligger i Randers. Han har spillet i Randers HH i mere end otte år og ser en stor tryghed i, at han kender alle i hallen – og at de kender ham.

“Det ville være ligesom at skifte min familie ud, hvis jeg skulle skifte hold,” fortæller Randers-spilleren og understreger, at han ikke kunne forestille sig at spille andre steder lige nu. 

Målet er et godt sammenhold

Der er også brug for fuldt fokus i klubben lige nu. For holdet er rykket i ligaen, og det giver både glæder og udfordringer. Og som de nye drenge i hallen tager det selvfølgelig lidt tid at finde sig til rette. Holdene, de er oppe imod, har massevis af rutine og ved, hvad niveauet kræver.

Det kan mærkes, når kampene spidser til, og hurtige beslutninger bliver afgørende.

“De kampe, vi har tabt, har egentlig været nogle, vi godt kunne vinde. Men ligaholdene er bare gode til at trække fra, og de har rutinen i at vinde. Vi spiller også for at få rutine, og sejrene skal nok komme.”

Med hårdere modstand i ligaen følger også nye udfordringer.

“Vi må ikke blive bange for at vinde. Frygten for at fejle må ikke blive større end lysten til at vinde,” forklarer Andreas Svoldgaard og uddyber, at udfordringen nok skal blive løst, i takt med at de får mere kamperfaring på liga-niveau.

Målet for sæsonen er at komme i top 10 og frem for alt væk fra nedrykningsspillet. Men den rutinerede håndboldspiller har også et personligt mål, der handler om at få integreret de nye spillere på holdet, der for nylig er ankommet fra udlandet.

“De nye har brug for en, der kan tage dem under vingen og fortælle dem om, hvordan det er at bo i Randers, og hvordan tingene fungerer på holdet. For hvis der er én ting, der er vigtigt, så er det at have et godt sammenhold, når man er nyoprykker i ligaen. Det er måske ikke så sportsligt et mål, men det er et forsøg på at samle spillerne og gøre dem glade for at spille her.”

Sammenhold og samarbejde. For det gode kammeratskab giver resultater på banen. Ligesom den bedste konfekt er den, hvor nogle ruller marcipan, og andre skærer nougat. Sammen./


I butikkerne lige nu

Ingen kommentarer

TIL TOP