Opfyld et ønske på Ønsketræet

Julen er glædernes tid …..

Glæden er: at opfylde andres inderste ønsker – uanset om det er ens nærmeste eller hos et anonymt barn. Randers Storcenter introducerede i 2012 et ØNSKETRÆ, som tilgodeser børn og unge, som bla. er placeret uden for deres eget hjem – og måske ikke er så heldigt stillet, som så mange andre børn og unge i Randers og omegn.

”Vores Ønsketræ er hvert år en overvældende oplevelse at være en del af. De tilkendegivelser og historier vi har fået fra vores kunder er altid meget rørende og bekræftende, så vores Ønsketræ gør en forskel! Både butikker og kunder viser et stort ”overskud” både i tanker og handling, og det varmer. Ønsketræet er kommet for at blive i vores center – og det er vi utrolig glade og stolte over – og endnu flere børn og unge vil i år kunne få deres ønske opfyldt. En endnu større glæde er, at vores koncept nu kopieres mange andre steder i landet. Hen over de sidste par år har jeg fået flere henvendelser fra Shoppingcentre  og andre interesserede, som OGSÅ ønske at hjælpe andre. Vi i Randers er kun stolte over at kunne give ideen videre – så endnu flere børn glædes i julen.”,  fortæller Lene Nørgaard, Randers Storcenter.

Det siger givere og modtagere omkring Ønsketræet

Gavegiver Jeanette Abild, sygeplejerske på Hammel Neurocenter fortæller: “Efter jeg blev mor, slog det mig, hvor trist det er for dem, der ikke har en familie, på samme måde som min søn har det. At tage en kuvert på Ønsketræet er en lille forskel, du kan gøre i et andet barns liv. Jeg ser gerne, at det bliver en tradition i min familie, at vi giver en gave hvert år – ikke mindst for at være et godt forbillede for min søn.”

Og på den anden side fortæller gavemodtager, Dennis Bonde, Socialpædagog ved Slottet, Favrskov Børne- og Ungecenter: “Julen er en sårbar tid, da de unge ofte har forbundet julen med svigt. De gaver, vi får fra Ønsketræet, er utrolig vigtige, fordi de kommer fra private mennesker, der har skrevet et personligt kort. Det er så rørende. Og det er slående at opleve, hvordan det gør en forskel i vores jul. Det er svært at ramme den helt autentiske julestemning i en institution, men med Ønsketræet kommer vi den lidt nærmere. Vi føler jo, at det er julemanden, der kommer med gaver, og det løfter vores jul. Det er et enestående koncept.”

Randers Storcenters ØNSKETRÆ

Ønsketræet tilgodeser børn og unge i Kronjylland samt på Djursland, som bl.a. er placeret uden for deres eget hjem.

Alle disse børn mener vi fortjener en ekstra gave i år, og derfor har Randers Storcenter kontaktet rigtig mange institutioner og opholdssteder, som har taget godt imod denne mulighed. I 2018 er vi oppe over 300 børn og unge. Børnene har lavet en ønskeseddel, som hænger på vores Ønsketræ fra d. 17. november. Træet står på Centertorvet midt i Randers Storcenter og er en del af årets jule-udstilling. Træet er bla. pyntet med kuverter, hvori disse ønsker er gemt.  Alle ønsker beløber sig til et max beløb på kr. 200.

Kuverter kan man se og tage med sig fra d. 17. november, og sidste dag for indlevering af pakker er d. 9. december. Tager man en pakke eller en kuvert væk fra træet, forpligter man sig til at opfylde ønsket som står derpå, og du skal gøre følgende:

  • Købe gaven, som barnet eller den unge ønsker sig.
  • Aflevere gaven indpakket, med ønskesedlen påklistret i Randers Storcenters INFO-bod på centertorvet senest d. 9. december 2018.
  • Randers Storcenter sørger for at gaverne kommer til de rette børn og unge inden jul, og at ALLE de involverede børn og unge får deres ønske opfyldt.

 Alle børn og unge er anonyme i denne event, det er kun institutionerne og opholdstedernes navne, som er arrangørerne bekendt.

Randers Storcenter garanterer, at alle disse børn og unge får deres ønske opfyldt.


Arrangør

Randers Storcenter

Afholdes:

17. november 2018 - 9. december 2018
kl. 10:00 til 18:00

« Tilbage til events

Ingen kommentarer

TIL TOP