Der er mange hyggelige påsketraditioner med æg. Her er nogle ideer til, hvordan du kan give de gamle påskelege et lille tvist.
Lav dem selv
Klip papæg ud af et farvet stykke karton. Smør lim på hele den ene side, og dyp limsiden i kagekrymmel. Sæt en snor i, og hæng æggene på flotte forårsgrene i en vase.
Find mere inspiration til sjov påskepynt i Søstrene Grenes DIY-hjørne.
Lav også akvarel-fjer og hæng dem ved siden af krymmel-æggene.
Dryp et par dråber tynd akvarelmaling på et stykke hvidt karton. Tag et sugerør, og pust malingen tyndt ud på papiret, så det danner et flot mønster. Brug evt. flere farver. Klip papfjer ud i forskellige størrelser, sæt en snor i og hæng dem på grenene.
Jag dem
Kog 16-32 æg, og skriv ‘påskeæg’ og ‘gækkebrev’ på æggene – et bogstav på hver. Gem æggene rundt omkring i haven, og stil æggeuret på ti min. Deltagerne skal finde så mange æg, de kan, OG ud fra bogstaverne danne så mange forskellige ord, som de kan nå, inden tiden er gået. Vinderen er den deltager eller det hold, der finder på flest ord.
Mal dem
Prøv at koge æggene i vand med frugtfarve. Det giver en flot, marmoreret bundfarve på skallen, som du kan male ovenpå med tuscher.
Tril dem
Strø små, indpakkede chokolader ud på græsset for enden af en bakke. Lad deltagerne trille deres dekorerede, hårdkogte æg ned ad bakken og prøve at ramme de små påskechokolader. Man vinder de chokolader, som ens æg er trillet tættest på.
Kilde: Folkekirken.dk